Mexico - tirsdag den 01. juli 2008

Pyramidetur

Tilbage

Efter en nogenlunde (varm) nats søvn, var vi vågne ved 7-tiden. Tjenerne på hotellets restaurant tog ingen chancer. Så snart vi havde sat os til bordet, kom de med en regning. Så ka' vi jo lære, at betale regningen...

Kl. 8:15 ventede Paula (hed hun vist) i receptionen, for at besvare spørgsmål om dagens tur og tage imod penge. Turen startede allerede kl. 8:30, så jeg pilede op (dvs. tog den betjente elevator), for at hente de andre. Heldigvis var vi klar til afgang.

Alico Tours startede med et pluspoint, fordi de kom med en 12-personers van til 7 danskere. Efter et par rundkørsler omkring vores hotel, endte vi alligevel med at blive fyldt op, så vi var stuvet noget sammen. Køreturen i van'en var dog ikke så lang, før vi blev jaget ud, for at vente på en større bus, hvor der viste sig at være god plads.

Ombord var en meget talende guide, der blandede spansk og engelsk i en pærevælling, så man var tvunget til at høre godt efter hele tiden. Det var lidt trættende i længden. Første stop var Three Culture Square, hvor der var en gammel ruin. Efter et kort fotostop her, var det videre til Guadalupe Shrine, der efter, hvad vi kunne forstå på Pepe var et meget helligt sted for katolikkerne. Her var en meget gammel kirke og en forholdsvis ny ved siden af hinanden. Det var imponerende og absolut et stop værd.

Så gik det (endelig) mod pyramiderne ved Teutihuacan men Pepe holdt pinen lidt endnu. Ja, det var jo pyramiderne, vi var taget af sted, for at se... Da vi havde fået pyramiderne på kik-hold, drejede bussen ind. Vi skulle lige gøre et holdt, for at høre om algarve-kaktussens fortræffentligheder og en bestemt sten, der bliver forarbejdet til smykker på stedet. Det var et interessant lille foredrag om kaktus og flotte sten men under det hele lå jo den sædvanlige "kom nu og køb nogle af vores ting" historie. Marie fandt et tørklæde, som skulle være vævet af 50 % bomuld og 50 % totter fra algarve kaktussen. Vi fik også smagt på den drik, der laves af kaktussen og det smagte egentlig ganske OK. Jeg skylder lige at sige, at Maires tørklæde var fornuftig i pris, så det var helt OK.

NU skulle vi op på de pyramider - troede vi. Pepe trak pinen endnu mere. Først igennem en flok sælgere af alverdens souvenirs, for derefter at komme igennem et større foredrag om nogle af de ruiner, der er udgravet i forbindelse med måne- og solpyramiderne. Tålmodigheden var ved at slippe op, for vi kunne efterhånden regne ud, at der ikke ville blive særlig meget tid til at se på selve pyramiderne. Men endelig blev vi sluppet løs.

Månepyramiden måtte vi kun bestige halvt. Vi valgte den derfor fra i første omgang, men ombestemte os, for det måtte være den bedste måde at se vejen mellem de 2 pyramider (vejen hedder noget med død). Ned af "dødsvejen", der var fyldt med sælgere, der alle sammen ville sælge de samme smykker og tæpper. Sælgerne er dog ikke særlig påtrængende med mindre du kigger på deres ting, så øjner de straks chancen og bliver mere aggressive. Ombord i solpyramiden. Husk nu på, at Mexico City og området omkring ligger i 2 km. højde. Så løber man ikke lige op ad en pyramidevæg. Det gælder om at finde et tempo, så man kommer opad uden at tabe luften helt. Trinene er meget høje og stejle og det er især svært at kravle ned af dem igen. Men udsigten på toppen af pyramiden var det hele værd.

Vejrmæssigt havde vi været heldige indtil nu. Der var en del mørke skyer men solen havde også skinnet fint, så jeg forventede, at have nogle fornuftige billeder med hjem fra området.

Der var dog ikke tid til at hvile sig ret længe, for vi havde ikke helt styr på, hvornår vi skulle være ved bussen og vi ville hellere være på den sikre side.

Da alle var nået tilbage til bussen, kørte vi ca. 5 minutter, for at komme til en restaurant, hvor frokosten skulle klares. Vi havde ikke helt styr på, om frokosten var inkluderet i prisen men vi troede det ikke - og det holdt stik.

Det virkede måske lidt mærkeligt, at vi blev lodset ind og båset og serveret for. Så kunne man faktisk godt tro, at det var inkluderet. Mens vi spiste, gik et orkester rundt med bordene, for at spille typisk mexicansk musik. De spillede så højt, at Lasse mistede appetitten helt og da jeg proklamerede, at jeg synes, at musikken var god, var han ved at melde sig ud af familien. Mens vi spiste, stod det ned i stænger udenfor. Et plus til Alico Tours for dén planlægning.

Efter frokosten var der lige plads til en pyramide mere, der lå i forlængelse af sol og månepyramiden. Desværre var der groft udsigt til mere regn, så det gik lidt hurtigt frem og tilbage til pyramiden og Pepe blev næsten efterladt alene foran pyramiden med sit kombineret spansk og engelsk foredrag om pyramidens opbygning. Vi andre pilede i tørvejr og bussen var ikke mere end lige kørt tilbage mod Mexico City, før det igen stod ned, så man ikke kunne se en pind udenfor.

Nu troede vi endelig, at vi kunne slappe af, men nej - vi tog fejl. På tilbageturen var vi tvangsindlagt til at se en ældgammel film om Hulk. Det kan gå an, hvis det ikke lige var fordi der var skruet så langt op for den spanske-duppede film, så end ikke mexicanere kunne forstå, hvad der blev sagt. Enhver tanke om siesta var totalt skrinlagt. Midt i filmen gik der noget galt, så den pludselig startede forfra. Så måtte Pepe spole frem til det sted, hvor filmen var kommet med det resultat, at de, der havde fuldt med, ikke nåede hele filmen. Pepe undskyldte med, at det var en billig Hong Kong kopi.

Bussen kørte rundt og satte alle af ved deres hoteller og vi blev sat af sidst - så havde vi vel også fået mest ud af det...

Lasse og Vibe blev efterladt på hotellet, da deres forældre undskyldte sig med, at de skulle over og se på den store katedral på Zocalo-pladsen. Det skulle vi også. Men vi skulle også over til en restaurant, hvor vi havde spist dagen i forvejen (ved vandrehjemmet). Vibe havde tabt sin bøjle til tænderne i går og vi antog, at det måtte være på restauranten, det var sket. De havde dog ikke set den, så vi måtte gå med uforrettet sag.

Vi støvede lidt rundt og endte på en flot restaurant, som vi var blevet anbefalet af et dansk par. Vi fik en øl og en tequila og var lidt benovet over stedet. Det var noget over den standard, vi havde set indtil nu. Faktisk var det ved at være sådan, at Lasse og Vibe ikke rigtig spiser noget, fordi omgivelserne og maden ser noget anderledes (primitiv) ud, end de er vant til.

Vi gik tilbage og holdt lidt siesta med børnene og fik snakket lidt om, hvad der skal ske fremad på turen.

Så var det dagens jagt på aftensmaden. Det var blevet sent og mørket var faldet på. Nu var vi efterhånden ved at være inde i Mexicanernes tidsregning mht. at spise aftensmad. Pludselig stod vi foran en meget simpel (hvilket ikke siger så meget her) restaurant. Nej restaurant er for meget at sige. Nærmest en fastfood sag, hvor der næsten ikke sælges andet end kylling. Det var langtidsstegte kyllinger til en billig penge. Vi spiste alle 4 for lige godt 50 kr. Men så var det også med sodavand til maden, der i øvrigt smagte ganske super. Kyllingens skind var sprød.

Trætheden sænkede sig over familien og et forkølet forsøg på at komme tilbage via Zocaloen endte med en lille tur frem og tilbage, for at se på et par hold, der dansede en indianerdans. Vi var ikke imponerede, vel nok mest fordi, der så ud til at være en del turister med, så det havde mere karakter af at være en øvetime.

Tilbage til hotellet og familien sov ved 9-tiden. Jeg holdt ud lidt længere, for at tage de sædvanlige backupper af kameraer og få skrevet dagbog.